Studievalgsportfolio

I 9. klasse skal du arbejde videre med din studievalgsportfolio, som skal vedhæftes din ansøgning til ungdomsuddannelse.

I 8. klasse begyndte du at arbejde med din studievalgsportfolio, som du skal arbejde videre med i 9. klasse.

Formålet med studievalgsportfolien

Arbejdet med studievalgsportfolien er en del af en læringsproces, der skal støtte dig i dit valg og være med til at sikre, at du vælger en ungdomsuddannelse på baggrund af grundige overvejelser.

Formålet med studievalgsportfolien er, at du udvikler dig i forhold til at vælge din uddannelsesvej. Du vil bl.a.:

  • lære at opdage dine muligheder
  • lære at samle og ordne din viden og erfaring om uddannelse og job
  • lære at forholde dig til, hvad der er vigtigt for netop dig
  • lære at reflektere over dine kompetencer og potentialer
  • få kompetencer til at træffe valg på et godt og informeret grundlag.
     

Arbejdet med studievalgsportfolien

Dit arbejde med studievalgsportfolio tager udgangspunkt i de vejledningsaktiviteter, som du deltager i i løbet af 8. og 9. klasse. Arbejdet består i, at du løbende samler og reflekterer over sine erfaringer.

Arbejdet med studievalgsportfolien vil blive understøttet i den kollektive vejledning og i undervisningen i fag Uddannelse og Job.

Studievalgsportfolien skal vedhæftes din ansøgning til ungdomsuddannelse efter 9. eller 10. klasse.